Jeg skriver ofte om det at være i balance, at finde ind i kroppen, at finde ro og give sig selv lov til pausen og stilheden.

Jeg skriver om det fordi det er en mangle i vores samfund, noget vi ikke lærer, noget vi ikke værdsætter. Jeg oplever gang på gang mennesker på nippet til at segne og bukke under for presset. Jeg ser dem i klinikken, jeg ser dem privat. Mennesker der hænger i ”tynde tråde” og lige netop formår at stå oprejst og få dagligdagen til at hænge sammen. Mange ligger allerede ned – presset er blevet for intenst. Vi skal skynde os, nå mere og mere. Vi skal videre hurtigere og hurtigere. De unge skal hurtigt i gennem uddannelsessystemet. Hurtigere og hurtigere skal det gå i sundhedssystemet, hos hjemmehjælperen, hos sygeplejersken, hos lægen. Vi skal yde maksimalt på så kort tid som muligt. Hele vores samfund kører på højtryk og vi snubler nu. Vi løber os trætte og mister balancen. Vi vælter på skift, vi rejser os igen, videre, videre, vælter. Vi bliver stressede, overophedede, aggressive, skingre. Vi trækker ikke vejret ordentligt, fordøjer ikke ordentligt, slapper ikke ordentligt af. Vi er i overlevelsesmode. Måske ænser vi det ikke engang mere. Det er bare sådan der er, tænker vi. Måske føler vi os magtesløse og må bare følge med. Der er et indre og et ydre pres.

Vi mennesker er så gode til at acceptere tingenes tilstand, så gode til at omstille os. Der er sådan en smuk uskyldig hjælpsomhed i os. Vi vil så gerne gøre det så godt, så godt. Vi vil så gerne kunne, så gerne være dygtige, så gerne hjælpe. Det er smukt at se fra det perspektiv – men omkostningerne er kolossale. I vores iver på at følge med og være dygtige og gøre det godt, mister vi os selv. Vi mister fornemmelsen af vores egen grænser, vores egne behov. Vi mister kontakt til vores fundament, vores individuelle energi. Vi mister kontakten til hvor meget vi vil være med til, hvor meget vi kan holde til. Mister kontakten til vores sjæl og krop, så vi ikke længere kan høre hvad de fortæller os.

Vi når simpelthen ikke at mærke med den fart vi har på. Måske har vi aldrig lært det. Har du lært at lytte til din krop, til din indre stemme? Lytter du og følger dens anvisninger? Måske, men ikke sådan rigtigt – der er ikke tid, der er ikke fred, ikke stilhed til at kunne lytte. Hvordan føles du egentlig indeni?

Giv dig selv lov til at mærke din uro, din sitren. Giv dig selv lov til at mærke din stilhed og din fred. Hvordan er det lige nu inde i dig? Hvordan føles du lige nu, hvad kan du høre? Luk øjnene og lyt igen og igen.

zoneterapi i Randers