Kender du skammen? Det gør du nok, det er noget vi mennesker har kendt til generation efter generation. Det er en måde at styre hinanden og sig selv på, en måde at have kontrol og sikkerhed. En måde at ”sætte sig selv på plads”på, så du ikke bliver for meget. En måde at undgå at stråle, at være synlig, at være meget, at være det du er.
Hvorfor er det så farligt at vise sig selv, at være den man er? I helt gamle dage var det farligt at være alt for synlig, – der kunne komme en sulten sabeltiger forbi, eller en rivaliserende stamme på krigsstien. Angsten for synlighed er et levn fra oldtiden, en angst for at skille sig ud at gøre sig sårbar. Man kunne dø hvis man var synlig. Sådan er det ikke i dag, nærmest omvendt . Er du synlig kan du ses af andre og andre kan undgå at støde ind i dig, vælte dig eller køre dig ned. Er du synlig kan du være til inspiration og hjælp for andre.
Men synlighed kan være skræmmende alligevel. At udsætte sig for andres vurdering og misundelse. Det er ubehageligt at mærke fordømmelse og modvilje. Derfor har vi skammen til at holde os tilbage, til at beskytte os. Men skammen ikke kun beskytter os, den lukker os også af. Den kvæler os langsomt. Den bringer sorg og mørke, den slukker vores livskraft så vi langsomt svinder ind. Som en plante der ikke får vand. Vi visner i skammen.
Livsenergi er vibrerende og udvidende, den er saft og kraft, den er lys og liv. Alt levende er i bevægelse, ønsker at skinne og stråle og folde sig ud. Blomsterne åbner deres kroner i de smukkeste farver, fuglene flyver højt og frit, kornet bare gror og gror fuldt af næring. Forestil dig hvis blomsterne skammede sig over deres kroner, hvis kornet skammede sig over dens vækst og dens evne til at mætte os. Forestil dig hvis alt levende skammede sig over dets eksistens. Verden ville langsomt lukke og slukke, livsenergien ville langsomt svinde ind, vi ville dø – skammen ville slå os ihjel.
Du er en del af alt det levende, du høre med i livets kredsløb. Som fuglen inspirerer os til at lette, lige så inspirerer dit lys også mennesker på din vej. Der er ingen forskel. Du skal stråle, du skal skinne og folde dig ud – det er derfor du er her. Det er logik set gennem naturens øjne. Lad dit lys skinne og bliv synlig. Der er brug for dig, du er lige så vigtig som blomsten, kornet og fuglen. Der er brug for os alle i verdens økosystem. Når vi lyser fuldendes verden.