Jeg skriver meget om det med at finde ro, mærke kroppen, mærke pausen og stilheden. Det er en opgave, som jeg oplever er mere presserende nu end nogensinde. Vi har nået et leje i vores tilværelse, hvor vi ikke kan fylde mere aktivitet og fremdrift på. Vi mærker på mange områder, både hos os selv og som samfundet at vi har fået nok. Vi bliver nødt til at finde nye veje, hvis vi vil leve i en verden med mere balance. Vi bliver nød til at vende os indad, stoppe op, trække vejret og tage os tid. Balance er at være lige meget i den ene lejr som i den anden. Lige så meget som vi er ude i verden, lige så meget skal vi vende os indad. Når der er ild skal der være vand – ellers brænder vi op.
Men det er ikke altid så nemt som det lyder, det der med at tage sig tid og finde ro. Det kræver en bevidst beslutning – et valg. Det er der vi skal hen, først at anerkende behovet, dernæst at beslutte sig for at skifte gear.
Tager vi os så den tid der skal til, kan det være svært rent faktisk at være der, at holde det ud. Den første ro er skøn, men langsomt begynder noget andet at snige sig ind.
Det kan være skræmmende. Alt det der ukendte indeni, som vi ikke har lært at kende. Når der pludselig bliver stille dukker vores skygger op. De skygger vi ikke vil være ved , men som er en del af os. Det kan være mærkelige og ukendte følelser. Vi mærker måske alt det vi er løbet af sted med eller stukket af fra. Den smerte, den angst, det mindreværd der i første omgang fik os til at løbe, eller ”glemme” at lytte. Eller vi kan mærke hvad stress og pres gør ved os. Det er ikke rart at mærke når der er modstand, uro, smerter og angst.
For nogle år siden valgte jeg at gå hjemme ved mine 4 børn. Jeg gav mig selv ro, tid og overskud til den opgave. Jeg var taknemmelig for at det kunne lade sig gøre og at jeg ikke også havde et job at skulle passe. Der var rigeligt at gøre alligevel.
Jeg mødte indimellem kvinder der også sukkede efter mere tid med børnene, med sig selv og mere ro i deres hverdag. Men samtidig sagde de ofte også ”jeg ville få fniller af at gå hjemme” Det forstod jeg egentlig godt – for der er også rart at komme ud i verden blandt andre og virke. Men jeg undrede mig alligevel over, hvad det var for en slags fniller de ville få, for menneskelig kontakt, arbejdsopgaver og gøre mål var der nok af. Var det stilheden, at der pludselig var en anden ro og mulighed for at synke ned i kontakten til sig selv? At synke derind hvor man pludselig mærker hvad der sker når al udefrakommende støj forsvinder, at mærke alle sider af sig selv?
Det ikke er et ukendt fænomen at det er lettere at styrte afsted end det er at være stille. For pludselig mærker man sig selv, hvad man savner, hvor der ikke er balance. Ubalance er smertefuld, lige meget om det er fysisk eller psykisk. Og at finde tilbage i balance kan for mange være en proces hvor man konfronteres med den måde man lever på. Sine forkerte valg, alle de drømme man ikke fulgte og alle de gange man har overhørt sin indre vejledning. Det er svært at stå i den tilstand, svært at være tilstede i det. Det kan være skræmmende at opdage sig selv. Man kan bliver bange. Men der er en nødvendighed i det. En nødvendighed som vi ikke længere kan sidde overhørig. Vi skal turde møde os selv, både vores skygger og vores lys. Vi skal turde trække os tilbage og være med alt det vi er. Vi har brug for stilheden for at skabe balance i verden.