Så blev det endelig sådan rigtig vinter med sne. Ved godt at sneen kan være en gene når vi skal ud i trafikken. Men jeg kan næsten ikke finde på nogen grund til at synes det er træls. Sneen giver lys. Det føles så stærkt i disse mørke dage. Man må klemme øjnene lidt sammen i denne kontrastfyldte gnistren. Pludselig kan man se igen, edderkoppespindene i hjørnerne, støvet i vindueskarmen og man kan se sig selv og hinanden. Det er som et lille vitamintilskud, midt i mørket, som vi bare må suge til os. Det bedste er dagene hvor himlen er høj og klar med knasende frost. Der er det lige før man bliver helt kåd igen og må ud, ud og trille sig i alt det hvide og friske. Det er som om trægheden og tungheden med et glimt forsvinder, og man pludselig vågner, som har man sovet i hundrede år. Har du lagt mærke til hvad lys alene kan gøre ved dig? Pludselig føles tingene nemmere, vi fyldes op af energi som ved et trylleslag.

Jeg tænker meget på lys og hvad det gør ved os. Lys på flere niveauer. Lyset fra solen og sneen, lyset i stagen og det lys vi tænder i lampen. Men jeg tænker mest på lyset indeni os selv. Det lys som vi altid har adgang til. Det lys som vi mærker som glæde, kærlighed, tillid, guddommelighed. Kan du fornemme hvad jeg mener? Når du lukker øjnene og tænker på en du har kær, eller en dejlig oplevelse eller forventning, fornemmer du så hvordan dit indre kan lyse op? Du bliver let og godt tilpas – men kan du også se lys? Prøv, prøv at lægge mærke til om du faktisk kan se det. For mig er det lidt lige som sneen om vinteren. Når jeg lukker øjnene bliver der mørkt omkring mig – sådan er det jo for de fleste af os, men når jeg finder positive, glade og hjertelige følelser frem fornemmer jeg lyset indeni. Nogen gange må jeg åbne øjnene for at se om solen brød frem af skyen, udenfor – sådan i virkeligheden. Men nej- sådan er det sjældent. Der åbner sig et lys indeni pludseligt som sneen ved vintertid.

Hvis du ser godt efter kan du se det lys du måske savner.