Hej med dig.

Nu er det næsten lige før – foråret. I skrivende stund sidder jeg og kigger ud på min have i solskinnet, hvor jeg kan se at græsset er groet og masser af knopper står på spring. I morges var jeg ude at gå og fandt en slidt og mosbegroet bænk i udkanten af en lille skov. Der satte jeg mig og forsvandt ind i solen og foråret. Jeg mærkede hvordan min hektiske og stressede morgen langsomt blev udskiftet med følelsen af ro og jordforbindelse. Jeg sank ind i et meditativt rum, der på bænken, midt i blandt grene, vind og sol, til lyden af en enkelt humlebi der summede forbi og en spætte der hakkede efter insekter i et træ i nærheden. Det var herligt.

Igen og igen må jeg erfare at naturen er en af vores stærkeste hjælpere, i denne tid med stress. Vi lever i et forventningspres, hvor vi hvivles rundt og konstant er på vej. Det er så svært at holde fast i sig selv, at forblive samlet og holde balancen. Vi påvirkes, bevæges og følger med så godt vi kan, men det er som om, der aldrig er rigtig er fred, hverken indeni eller omkring os. Der er ikke balance, der er ikke ligevægt mellem aktivitet og pause.

Jeg læser tit små notitser om at læger i flere og flere lande nu ordinerer ”natur” til patienter med stress. Det giver mening. Der er ingenting vi skal derude – vi skal bare være. Bare være og lade os favne. Det er en lise og en luksus uden sidestykke. Tænk sig bare at måtte være, sætte sig et sted derude og give slip, modtage.

Du må derud – lige nu, nu hvor det er allerbedst. Prøv at gå derud med intentionen om bare at være. Det er magisk.

I dag skriver jeg om stress igen. Det er efterhånden lidt trivielt men ikke destomindre fylder det alt. Hos langt de fleste klienter der kommer til mig er kernen i deres problem på den en eller den anden måde stress. Følelser, forventninger, internt eller eksternt pres, manglende pauser, rygning, forarbejdet mad, tanker, dårlig søvn, hormonelle forstyrrelser og meget mere. I alt dette findes der en krop på overarbejde. Et nervesystem der slet ikke kan følge med, der konstant er i gang. Det er stress.

En af mine største glæder når jeg hjælper folk i min klinik, er at hjælpe dem til bare at være, være med det der er, give slip i det og lade freden og roen få plads. I dette rum af fred, accept og kærlighed kan vi heles.