Må du få hjælp? Ja, altså for dig selv? Jeg står netop i en situation hvor jeg har været nød til at bede om hjælp. Ja selvfølgelig tænker jeg nu– for der er ting jeg ikke selv kan. Men sådan tænkte jeg ikke for bare et par dage siden.

Der er over hundredetusinde ting jeg ikke har lært, ikke har trænet mig selv i og derfor i sagens natur, ikke nødvendigvis kan finde ud af på egen hånd. Det er jo logik! Og selv i de ting jeg har lært, kan der stadig være områder jeg ikke har indsigt i eller ikke har lært endnu. Selvfølgelig. Der er en uendelige rigdom af læring og viden i verden, det stopper aldrig.

Zoneterapi for eksempel, det kan jeg, men bare ikke på mig selv. Det er svært at hele med den samme energi som har brug for heling. Jeg fik pludselig hjertebanken igennem et par måneder, stressrelateret. Hvad skulle jeg stille op med det? Jeg har lært at behandle hjertebanken i min uddannelse, jeg ved udmærket hvad der skal til, men ikke i forhold til mig selv. For der er elementer i mig som jeg ikke selv kan se, blinde punkter. Dem har vi alle. Nogle gange har vi brug for andre mennesker til at se os og hjælpe os. Selvfølgelig.

Jeg ved ærlig talt heller ikke så meget om hvordan man markedsfører sin virksomhed, sådan på en enkel og effektiv måde, for det har jeg aldrig lært. Men det er der andre der har og som hjertens gerne vil hjælpe. Men alligevel synes jeg, at jeg skal klare det selv! Hvorfor egentlig? Det kan være noget med penge, det koster jo penge at få professionel hjælp. Men måske der handler det i virkeligheden mere om den superwoman jeg tror jeg skal være. Jeg må ikke have områder med uvidenhed, svaghed og uformåen. Nej, det må vi ikke vel? Vi er flere – mange flere der tænker sådan. Det er noget vi er opdraget til i vores kultur. Vi har lært at det at spørge om og modtage hjælp er et tegn på svaghed. Det er måske efterhånden en gammeldags tanke men ikke destomindre ligger vi alle stadig under for den opfattelse i større eller mindre grad, både i forhold til os selv og andre. Og hårdest er vi vel ved os selv. ”Jeg må ikke bede om hjælp, der må ikke være ting jeg ikke kan se eller håndtere, jeg skal klare det hele selv. For ellers er jeg svag, pinlig og uduelig.” Kender du det? Der er bare ting du og jeg ikke kan løse på egen hånd. Sådan er det og det er ingen skam. Det kan ikke være anderledes. At tro at man kan klare alting selv er en illusion. Og det er en lettelse at indse. Især når man har prøvet og prøvet selv…i lang tid. Blevet ved med at køre på og finde på. Blevet ved med at prøve af, gøre nyt (og gammelt påny) og igen og igen gået ind i den der usynlige mur.

Det er lige som om der skal gå noget tid før man forstår, at her er noget jeg ikke selv kan. Så går der en rum tid mere med at acceptere det og endnu en tid til at erkende at jeg har brug for hjælp…. og så lige lidt mere tid til rent faktisk at række hånden ud. Som om man skal bruge tid til at filtre sig ud af en fastlåst selvforståelse. Det er en proces at komme dertil, en proces hvor man bliver konfronteret med sit mindreværd, sin skam, sin uformåen og de andre følelser der dukker op når ens eget supermands-selvbillede falmer. Følelser vi har lært gennem opvæksten, mønstre der er blevet indprintet i os gennem livet. Men processen er en invitation til at se ind i og arbejde med sit eget jeg. Man inviteres til at transformere og gro i en slags personlig udvikling. Når man så endelig står der med åbne arme, har overgivet sig og er klar til at tage imod, så føles det rent faktisk utrolig dejligt! En følelse af frihed, et åg har sluppet. Man bliver let og glad og får ny energi. Det er med ét ikke til at forstå, at det var så vanskeligt. For det føles så godt. Det føles godt at lægge noget af sig selv i andres hænder, at dele byrden men også at åbne ind i tillid og hengivelse. Der er et skær af gensidig uskyld og kærlighed i det. Vi mærker at vi ikke er alene, mærker at der rent faktisk er mennesker der med glæde både kan og vil hjælpe. Og prøv at sætte dig i den andens sted – hjælperen. Vi elsker selv at hjælpe, ikke sandt? Vi kan lide det, for det føles godt. Vi bliver glade for os selv og modparten når vi kan og må hjælpe. Vi bliver opløftede og taknemmelige – begge parter. Det er et kærlighedsboost. Så hvorfor ikke tillade os selv at bede om hjælp og blive hjulpet, som en naturlig og selvfølgelig ting uden skam og mindreværd, når det nu er glæde, taknemmelighed og kærlighed det hele ender med?