Alt det vi oplever, vores minder, vores følelser oplever vi også med kroppen. Vores krop er med, er tilstede i alt hvad vi gør. Det er ikke kun bevidstheden vi føler og erindrer med. Lige så meget vi oplever med sindet, oplever vi med kroppen. Kroppen lagrer og gemmer vores erindringer og følelser i cellerne. Kroppen husker. Den husker også det som sindet glemmer. Både de lyse og de mørke oplevelser, de lette og de svære følelser.

De lyse og dejlige følelser nyder vi. Vi giver os tid til at mærke og forsøger at holde på dem så længe som muligt. Vi vil gerne have dem, vi tillader dem at flyde frit både udenfor og indeni os. De mørke og svære følelser derimod, dem vil vi ikke kendes ved, de skal væk i en fart, så hurtigt som muligt. Vi er tilbøjelige til at ignorere dem, afvise eller flygte fra dem. De føles ubehagelige og kommer i vejen. Men disse mørkere følelser er lige så meget en del af os som de andre, lige så sande og værdifulde. Men de gør ondt og det er jo selve årsagen til at vi ikke ønsker at have dem. De vækker minder, måske fra barndommen. Minder om at vi var forkerte når vi mærkede dem og gav udtryk for dem. Minder om at gode følelser blev belønnet og dårlige fordømt. Vi lærte at vi var mere rigtige og elskværdige når vi var glade og at vi var besværlige og irriterende når vi ikke var. Vi lærte at kvalitetsbedømme følelserne. De der behagede var gode og de der generede var dårlige. Vi lærte at gemme de mørke følelser væk, skjule dem og skamme os over dem.

Vi er bange for disse følelser. Bange for at lave scener eller miste kontrollen. Bange for at ødelægge noget eller blive fordømt hvis vi giver mismodet udtryk. En angst for ikke at være god nok som vi er, med alt det vi mærker. Vi har trænet os selv i at lukke af for de mørke følelser og gemme dem væk. Det er den måde langt de fleste af os er i verden på. De ubehagelige følelser må ikke blive set, de skal skjules. De bliver skjult inde i kroppens væv, muskler og organer, som små uforløste knolde af energi. På en måde, pardoksalt nok, holder vi energien fast i vores forsøg på at slippe af med den. Energien i følelsen bliver fanget, indkapslet og mister sin bevægelighed. Når vi på den måde over mange år, gemmer mange af vores følelser i kroppen, hober de sig op og langsomt mister kroppen sin bevægelighed og den naturlige evne til at hele og regenerere. Vi stivner. Vi har lukke for vitaliteten i dele af os og så begynder vi at svækkes og diverse lidelser, store eller små kan at dukke op.

I følge Traditionel Kinesisk Medicin, som zoneterapien har sit udspring i, skyldes langt de fleste sygdomme og lidelser stagneret energi. Energi der af en eller anden grund ikke har kunnet forlade kroppen, energi som er blevet tilbageholdt og indkapslet.

Hvis vi forstår at følelser bare er energi der glider igennem os for igen at slippe, er det måske nemmere at være med de følelse vi gerne vil undgå. Energien er ikke farlig som vi har lært, den er der bare, naturligt. Man kan betragte den som et vindpust, der for en stund passerer os.

Følelserne er en naturlig del af det at være menneske og er her for at hjælpe os med at finde vej. Når noget gør ondt er det kroppens eller sindets måde at fortælle, at her er noget at være opmærksom på, noget at lære. Det fortæller os noget om os selv og vores liv. Guider os i hvilken retning vi skal gå eller viser hvor vi er på vej hen. Følelserne er simple vejvisere – hvad føles rart og hvad gør ikke. De hjælper os til at vælge det der er føles rigtigt for os, så længe de får lov til at være der som de er – uden fordømmelse eller modstand.

Zoneterapi hjælper dig med at løsne stagnationerne – så energien kan slippe og igen flyde frit, med frihed og balance til følge.