At lande på jorden

Jeg møder mange mennesker med stress, angst og uro, både i mit arbejde og privat. Det er helt almindeligt nu. En helt almindelig tilstand, som mange af os lever med, som var det naturligt. Nogen kan ikke rigtig mærke sig selv mere, andre kan mærke alt for meget. Begge dele er lidelsesfuldt.

Fælles er at vi på en eller anden måde har glemt vores krop, ikke har en fuld og bevidst kontakt til den. Kroppen er vores hjem her på jorden, her hvor vi hører til og har rod.  Den er det redskab vi har, til at kunne eksistere her, for at føle os hjemme og trygge.

Men det er som om vi primært opholder os i hovedet, lægger al vores energi og opmærksomhed her. Overtager hovedet styringen kan vi meget nem miste jordforbindelsen og kontakten til hvad der er virkeligt. Hovedet kan en masse, det er en kraftfuld maskine. Den kan udrette fantastiske ting men også det modsatte. Den kan spille os et puds og den kan rive og flå i os og få os ud af balance. Det er som energien i vores system løber løbsk hvis vi tillader hjernen fuld kontrol. Derfor er det så vigtigt af vi fordeler energien i hele kroppen. Så vigtigt at blive bevidst om at kroppen er vores støtte, vores klippe. Kroppen har en anden intelligens end hjernen, en intelligens som kan hjælpe os med at få fodfæste og ro.

Vi lever med for meget pres – hver eneste dag og samtidig har vi ikke ordentlig kontakt til det der kan rent faktisk kan hjælpe os og holde os stabile. Det der i virkeligheden kan holde os funderede når stormene raser.

En stor del af mit arbejde handler om at hjælpe mennesker tilbage til deres kroppe.

Jeg oplever både fra mine klienter og mig selv, at når jeg lander i kroppen, når jeg ”flytter ind” igen, bliver jeg tryg, mit blotryk og min puls falder, jeg trækker vejret dybere og bliver glad og mere tilpas. Mine tanker falder til ro, så jeg får lettere ved navigere i virkeligt og uvirkeligt. Jeg lander på jorden her hvor jeg hører til.

Der er mange måder at genfinde sin forbindelse til kroppen. Zoneterapi er en af dem. Helt fysik arbejde vi med fødderne – fundamentet. Det vi står og går på, det der har direkte kontakt til jorden.  Zoneterapien trækker os ind i kroppen, ned i benene og fødderne. Den fordeler energien i hele kroppen så hovedet bliver aflastet. Den afbalancerer vores nervesystem, vores hormoner og kredsløb. Presset lukkes ud af ventilerne, så du kan finde ro.