Det er et stort spørgsmål som er svært at svare på. Umiddelbart vil man sige ”ingenting”, men mærker man ordentligt efter, er der ikke ingenting, der er noget.

Jeg er optaget af stilheden, optaget af hvordan vi kan møde den i en verden med så meget larm og aktivitet. Jeg er optaget af hvad stilheden består af og hvad der sker i os, i stilheden. Efteråret og vinteren er oplagt til den slags studie. Når sommerens sprudlen stilner af og når sensommerens sidste flammer har lagt sig, sker der noget andet. Tingene begynder at vende sig indad og nedad. Der er en kraft som trækker sig tilbage, bevæger sig indad, ind i stilheden – døden vil nogen sige. Naturen falmer og dør, bladene falder til jorden og suges ind i mørket. For os mennesker kan efteråret også føles sådan. Vi mærker et dyk, et tab af energi og vitalitet. Vi suges nemt ind i mørket i vores sind. Ned i det mørke stille rige. Der er så tyst, så tyst. Vinteren er så tyst, alt bliver stille. Du kender stilheden i naturen, kender du den i dig selv?

Jeg mærker stilheden tydeligt for tiden i mig selv og i andre. Selvom der tilstadighed er gang i verden omkring os, er der en anden stilhed indeni nu. Jeg tror det er naturlig at vi mennesker følger med i naturens kredsløb, lige meget om vi kan mærke det eller ej. Vi er en del af naturen og har altid været det. Vi er skabt i naturen, vi hænger sammen med den og påvirkes af naturens gang. Så det er helt naturligt at også vi vender os indad og mærker stilheden og mørket i efteråret og vinteren.

Det er første år jeg sådan rigtig mærker stilheden i mig. Det er en proces at gå igennem – det med at være stille. Jeg skrev i et tidligere blogindlæg at der er flere lag i stilheden. Den første lindrende ro, dernæst en masse ukendte følelser og stemmer som ønsker at blive mødt og anerkendt. Det tager tid, for der er mange stemmer i os, som vi ikke har lyttet til. Men pludselig er det som om stilheden bliver ”stille” sådan helt stille, som om der virkelig ingenting er. Der er så tyst, så tyst. Det er en ukendt tilstand for mig endnu. Det føles hverken godt eller skidt. I mig er bare en undren over den slags væren. Det er en tilstand som ikke lader sig forlede af mad, slik og kaffe, som ikke finder værdi i ydre stimulanser. Her er bare stille, det er en tilstand, en naturlig del af livets kredsløb. Det kan føles mærkeligt, for i den rene stilheden er jeg ikke van til at være. Det føles som en tilstand uden rammer, en grundløshed, som at svæve frit. Men samtidig svæver jeg ingen steder hen, jeg er her stadig. Jeg er lige her, midt i det. At se på naturen og på det naturlige kredsløb støtter mig i at det bær´. I stiheden er der plads og rum. Stilheden rummer naturlig væren.

zoneterapi i randers