Forleden aften så jeg en gyserfilm. En spøgelsesfilm. Jeg er normalt ikke særlig god til sådanne film. Jeg er en af dem som ligger i sengen og stirrer ud i mørke bagefter. Ser billederne tydeligt for mig igen og mærker uhyggen krybe langs væggene. En af dem som pludselig synes at se en mørk skygge passere forbi, eller at et eller andet kigger på mig med hvide underlige øjne. Så er det bare om at holde alle legemsdele godt gemt under dynen så ”noget” ikke kan få fat i mig.
Derfor vælger jeg sjældent med vilje den slags film. Men så alligevel, forleden aften. En del af min familie synes sådanne film er skægge og nyder følelsen af noget skræmmende. Jeg gik med til at se en film som jeg havde set før – ah så ved jeg hvad der sker og så bliver jeg ikke skræmt. Men… ved du hvad – skrig!! Selvfølgelig blev jeg skræmt og det var en klam oplevelse alligevel. Filmskaberne ved lige præcis hvordan de skal fange deres publikum.. åbenbart igen og igen. Dog havde jeg den fordel, at jeg vidste cirka hvor og hvordan de skræmmende scener ville udspille sig. Det der var anderledes for mig her, og det jeg egentlig gerne vil fortælle, var at jeg denne gang var bevidst og havde et vist overskud til at se mig selv udefra og mærke mig selv indeni. At mærke angsten og gruen uden at stikke af fra den, eller blive for overvældet. Jeg mærkede hårene rejse sig på mine arme og min ryg. Jeg mærkede hjertet og åndedrættet arbejde hurtigere. Jeg mærkede den sugende fornemmelse i kroppen af at min energi var sammentrækkende, beskyttende og i alarmberedskab. Det bragte grinet frem og pulsen op. Det var lige som om jeg løftede mig. Jeg blev opvakt og skarp, sansende og årvågen. Denne gang var spændingen…spændende.
Har du prøvet at være bevidst mens du mærker angst?
Denne gang var det for mig i et trygt rum. Jeg havde styr på situationen, vidste at jeg sad i min sofa og så en film som jeg kendte.
Noget andet er i den virkelige verden, hvor det ikke er film eller historier. Men når vi kommer ud for noget som virker skræmmende på os. Vrede mennesker, store hunde, et horn der dytter, mørke – den angst vi har gemt indeni og som kan blive vækket af de simpleste ting. Der har vi ikke en beroligende faktor, som kan fortælle os, at det jo bare er en hund, eller en høj lyd eller et menneske med en følelse – hvad det kan være. Her har vi bevæget os ud af det bevidste nærvær og bliver styret af noget andet. Der er flugt, kamp eller måske frys. Det er ok – kroppen har sin egen måde at håndterer tingene på, når situationer bliver for overvældende for hovedet eller sindet. Andre gange har vi overskud til at trække vejret og lade den rationelle hjerne tage over. Der er vi i et bevidst nærværende nu. Vi har mulighed for at bemærke hvordan kroppen reagerer – lige som jeg da så gyserfilmen. Set i gennem mine briller forleden aften, fik jeg et indblik i min krops mekanismer og mine følelser. Jeg fik lov til at studerer det som skete. Fik lov til at mærke min fysiske krops reaktion på det jeg oplevede som angstprovokerende, uden at min hjerne satte gang i flugtinstinktet og slukkede for resten. Det var en rigtig fin og sjov oplevelse, for jeg oplevede at det bare var fysik, kemiske reaktioner, udløsning af hormoner og en aktivering af det sympatiske nervesystem. Det var bare min krop som gjorde sig klar til kamp eller flugt.
Det bedste af det hele var, at jeg slap for alle de skjulte domme og gamle oplevelser som det limbiske system ofte tilkalder og lægger oven i den aktuelle angst. Det var så rent, så balanceret, så ok. Selv om jeg var skræmt og min krop reagerede, følte jeg, at jeg havde et godt hjem her indeni. Så længe jeg bare lod kroppen reagere og tillod mig at mærke det hele – kunne det strømme frit og domsløst igennem mig, og give slip igen. Det blev ikke fortrængt og gemt i kroppen til næste gang.
At være tilstede i det som er lige nu og her, og bare mærke, uden at blive grebet af sindets historier, er et fristed, er at være virkelig og nærværende. Det er som gazellen på steppen som bliver jagtet af løven – den er i nuet, mærker og reagerer på kroppens signaler og i det øjeblik faren er drevet over ryster den sig og så er alt som det var. Den tillægger ikke oplevelsen andet, ingen fordømmelser eller tilbageholdte tanker eller følelser. Den kan give slip igen. Det var der og er der ikke mere.
Det var en god oplevelse – den gyserfilm. På en måde har jeg lyst til at se flere, for det kan blive et studie i at lære mig selv at kende. At lære at håndtere angstprovokerende situationer, øve sig i at bevare overblikket og at være tilstede uden at dømme. Nogen gange er der bare angst, så simpelt kan det siges, og så er man med det og lader det slippe igen, uden domme. Det blev bare sådan og sådan er det ikke mere.
Jeg ønsker dig en dejlig dag.
Kærlig hilsen Stina
Stinas Zoneterapi – Zoneterapi i Randers