Når vi står alene

Mange af os kender til følelsen af at stå alene, føle sig alene, tom, forladt, værdiløs. En fornemmelse af at det er så svært at finde vej, finde mening, at føle sig fyldt op. De samme mønstre dukker op, de sammen mure man løber panden imod. Hvad gør man når man står der, i en følelse at at være ude af sig selv, splittet, sprængt til atomer, i frit fald?

En af de råd jeg giver mine klienter er at turde være med det, turde opleve sig selv i det rum. Turde mærke, turde lide. Det er min oplevelse at alt det vi oplever som svært og smertefuldt er åbninger til at komme tilbage, ind, hjem. Mest af alt har vi lyst til at stikke af fra følelsen, fra tomheden, lidelsen. Glemme, adspredes. Det er et plaster på såret, en lille trøst. Men ofte dukker de samme følelser op, kalder på dig igen. Det er ikke uden grund de er der og afspilles igen og igen. Du bliver kaldt tilbage og ind, ind til dig selv. Derinde hvor du kan heles, trøstes og transformeres. Bliver du væk og ude i afspredelsen har du ikke en chance for at mærke og forstå. Vær modig og bliv ved dine følelser – bliv ved dig.