Nogen gange skal vi ”ned under vandet”, ned i vores eget dyb, der hvor vores overbevisninger og mønstre opstår, for at finde vej, for at blive frie. Alt det vi ikke vil se i os selv, eksisterer alligevel et sted. Det kan være ubehageligt, angstprovokerende at lade sig synke, derned hvor vi måske ikke kan trække vejret, der hvor vi bliver ramt af svære følelser. Ned i mørkets og monstrenes verden.

Når du lade dig synke derned og tør være med det som er, heler du. For du er selv det som er gemt, fortrængt og ubehageligt. Du møder dig selv og dig selv alene. Der er ingen andre, ingen af dem som forvoldte dig skade, ingen af dem du lærte igennem, ingen af dem som du blev præget af. Der er bare dig. Dit triste, angste, sørgende selv, alt det i dig som trænger til trøst, til hjælp og til nærhed.

Når vi forstår det, at alle monstrene er fragmenter af os selv som ikke er blevet rummet, hjulpet og trøstet, ændre billedet sig. Det er et dyb selvkærlig dyk. Har du først oplevet effekten af dit eget nærvær, dine egne evner til at hele dig selv – har du først mærket den dybe taknemmelighed der opstår til og for dig selv, vil du gøre det igen og igen. Du er ikke længere bange for dig selv, for dine ubehagelige følelser. For du tør være med dem, de bliver dine lærermestre, dine hjælpere. Du er ikke længere nød til at flygte eller gemme dig – for du vil opdage at det alene er dig selv du flygter fra igen og igen. I dybet ligger du og kalder ”Kom hjem, kom hjem til mig”. Du bliver mere og mere hel, du bliver mere og mere fri – det er den største glæde.